Fælleshuset er i 2 plan. I stueetagen ligger det store fælleskøkken op til spisesalen og har adgang ud til en stor fælles terrasse, hvor man selvfølgelig valfarter ud, når vejret viser bare den mindste smule velvillighed. Køkkenet og spisesalen (tænker vi, men det skal bofællerne selv aftale) kan reserveres til bofællernes fester fredag, lørdag og søndag. I stueplan findes også toiletter, fælles vaskeri, samt værksted. Ovenpå er der kontorfællesskab, teenageafdeling, gæsteværelser, øvelokale og et kæmpe opholdsareal, som kan bruges til yoga, TV aftener, til ophold for børnene, når de har spist færdig mens de voksne hygger, intim koncerter, fredagsbar, EM, VM, børnetumling eller hvad der nu er behov for. Bofællesskabets behov ændrer sig løbende så derfor kan mange af rummene nå at blive til meget forskelligt over tid. Det er en del af charmen
Som resten af bofællesskabet består fælleshuset af træbyggeri med papiruldsisolering. Fælleshuset har solceller på taget som forsyner fælleshuset med strøm. Der kommer store vinduespartier overalt, linoleum gulvene (bæredygtigt og slidstærkt materiale), og selvfølgelig vil det være svanemærket som resten.
Til fælleshuset hører også en el-delebilsordning.